Du går og driver henover engen
og ser på blomsterne, hvor de sprætter,
du vandrer ensom i tunge tanker,
der fødtes dig i de mørke nætter.
Du ser på vandet, hvor solen spiller,
mens myggesværmen langs stranden danser,
og duggens perler fra bladet triller,
og blodet brænder i dine sanser.
Du går på engen i dybe tanker,
imens du lytter til lærkens toner
og vårens vinde, der sagte svæver
og suser blødt gjennem skogens kroner.
Nu er du træt af de tunge tanker,
og græsset ler, mens i sol du danser,
og himlen står der så blå og skinner,
mens blodet brænder i dine sanser.
Du ryster af dig de tunge drømme,
der fyldte sjælen de mørke nætter,
og solen smiler henover engen,
hvor hver en plante i solskin sprætter.