Jeg har en blomst på bordet mit,
– ja den jeg fik af dig.
Den skyder friskt og frodig op
og har alt brudt så mangen knop
– min blå forglemmigei –
Den springer stadig mere ud
og skyder nye friske skud,
– og blåner just som himlens hvælv
som øiet hos dig selv.
Den blåner dybt som havet just
og åbner sig for hvert et pust,
der gjennem vindvet strømmer ind
af sommerkvældens vind.