Bag egens grene

Hun gik blandt skogens grønne trær blandt blomsterduft og friske bær, som stod og blussed i en hær.

– Der under skogens grene så jeg hun gik alene – Hun satte sig på tuen ned.

Hun var så træt, så trist, så kjed, jeg så, at hendes tårer gled. – Der under egens grene sad hun og græd alene.

Hun gik nok ud i skogens skrud at græde sine sorger ud, og be en liden Bøn til Gud,

– der under egens grene sad hun og bad alene. Jeg vidste ei, hvorfor hun sad

i skogen der så trist og bad; thi jeg var selv så ung og glad, – men hun sad der alene og græd bag egens grene.