Visitten i Helvede

Min Frøken, en løierlig Tanke Idag i min Hjerne tog Plads. I Aanden jeg saa Dem at banke Paa Porten til Satans Palads

Og for nu mit Hjerte at lette Og Dem at forbedre kanske Jeg vil Dem sandfærdigt berette, Hvad der jeg fik høre og se.

– I Forgaarden, mens De maa vente, Der lyder Velkommen'er nok; Ho-ho, det er gamle Bekjendte Blandt Stenenes myldrende Flok.

Dørvogteren letter paa Hatten: “Min Frøken, Slitagen er svær, Og derfor hver eneste Klatten Af Brosten velkommen os er.

Vi har nok holdt ordentlig Regning, Hver Gang paa et Forsæt De bar; – Jo-jo, af vor Forgaards Brolægning De store Fortjenester har!

Trin ind, se dér staar Principalen!” – Dørvogteren hastigt forsvandt, Og inde i Helvedes-Salen Hans Høihed Dem hilser galant:

– “Godmorgen, min Frøken, forbunden For Æren af Deres Visit; Men ærligt jeg tilstaar, igrunden Jeg vilde Dem helst være kvit.

At sige, forstaar sig, for Tiden, – Jeg nægter ei nogen Logis; Men det kan vi tale om siden, – Nu er der ei mening deri.

Vor elskede Jord at berøve Slig Skjønhed er ei jeg tilsinds; – Lidt vakkert den vel kan behøve Til Trøst for al Styghed, som finds.

Jeg kjender jo Deres Talenter, Som ofte beundret jeg har; Men netop af den Grund jeg venter, Forinden Dem til mig jeg tar.

Jeg ved nok, at Ilden, De skuer Herinde langs Væggene spændt, Er spag mod de tærende Luer, De tidt har i Hjerterne tændt.

Se, det kan jeg like, min Frøken, Sligt Syn kan opkvikke ens Krop, – Det er noget andet end Røgen, Som stiger fra Altrene op!

– Der endnu gaar virkelig Bengler, Som tror paa “det gode” og sligt Og mener, at Kvindfolk er Engler Og Livet et lokkende Digt.

Om “Kjærlighed” stadig de pjatter, – Den holder de frem som et Skjold. Dens Væsen kun taaget jeg fatter, Men ønsker den – Pokker i Vold!

Dens Virkning er ganske mærkværdig, – Den Ting har jeg tidt tat iagt: Jeg ofte har troet mig færdig, Havt Legem og Sjæl i min Magt; –

Saa tog de med ét paa “at elske”, Og Spillet jeg tabte igjen. Til Lam blev de værste rebelske Og Uslinger næsten til mænd.

Selv Spottere pludselig kjærligt Tog Plads iblandt Sværmernes Kor, – Og alle fandt Livet saa herligt Og skjøn den elendige Jord.

– De lærer dem af med den Grille, Og det gaar i en – to – tre, Saa snart der ei findes en Fille Igjen af den dumme Idé.

De viser, at “Øinenes Flammer”, Som Narre saa daarende fandt, Ei altid fra Himlen de stammer, Men ogsaa – fra Helved iblandt.

De lærer, at Barmenes Bølger, Som Blodet til Kinderne jog, Ei altid et Hjerte de dølger, Men stundom – en hvislende Snog.

De viser, kun Daarerne bygger Sit Haab paa en rødmende Mund; – Tro paa den, naar Maden den tygger, Det andet er – Mundsveir kun.

De kommer med Smil og med Latter Og smisker, – til Hjertet er tabt De Stakkrer, – den næste Dag atter En ny De har Salighed skabt.

Naar alle til Slutning saa svor paa, At alting var Løgn og Bedrag, Og ingenting mere de tror paa, – Se, da har jeg vundet mit Slag.

Da ved jeg, at hvor de sig vender, Til Helvede bær det engang. Og mine Principer De kjender: Jeg giør ei Passagen for trang.

Nei, Vanskeligheden bestaar i At bringe dem rigtig paa Vei; Er det først besørget, det gaar i mod Maalet i fygende Fei

Den Rolle, min deilige Slange, Den spiller De mesterligt godt. O, havde som Dem blot jeg mange, Saa skulde vi her leve flot; –

Saa skulde vi snart holde Fester Paa “brændende Hjerter” hver Dag Og bryde os Pokker om Præster Og andre af lignende Slag.

– Det er min oprigtige Tolkning Af Tak for, min Hjælper De var; – Jo-jo, af vort Riges Befolkning De store Fortjenester har!

Og derfor – jeg er Dem forbunden For Æren af Deres Visit; Men nu, maa ieg sige, igrunden Jeg vilde Dem helst være kvit.

Farvel og god Lykke, min bedste, Bliv ved kun, som De har begyndt, Saa skal ved vort Møde, det næste, De slippe at tigge mig tyndt!”

– Jeg hørte med Porten en Dunken, Saa Vogteren ta' til fin Hat, – Og i mine Tanker hensunken Som før sad jeg atter forladt.

Men hemmelig tænkte jeg dette: Den Fanden, det er dog et Fæ, – Han tror, han skal faa en Kokette Og saa faar – en Nonne han se!