Udfærden

Jeg sidder i Midnatsstunden Ved Lampens ensomme Skin Og puster vældige Skyer Af Piben i Lyset ind.

Som hvirvlende Ringe danser I Luften Tobakkens Rest; – Men gjennem de blaalige Dampe Jeg skimter min raske Hest.

Hør, hvor den tramper med Fødderne! Paa Udfærd vil den afsted; Og enten jeg vil eller ikke, Saa faar jeg nok følge med.

Hei, hvor det gaar gjennem Luften Over Skyernes svimlende Lag! Om Kindet det svalende suser Af Fartens hvinende Drag.

Om Retningen spørger jeg ikke, Om Maalet bryr jeg mig ei: – Jeg ved, at trods alle Krumspring Det gaar dog den vante Vei!

– Hører I Fosseduren Og Skovens vemodige Sus? Skimter I hist mellem Grenene Det lille hvidmalte Hus?

Dèr havde jeg engang hjemme Med samt min Lykkes Skat; – Nu er det kun mine Tanker, Som gjæster det ved Nat.

For Øiet det blændende blinker Med tusinde Minders Lyn, Og Billeder – mørke og lyse – Sig skynder forbi mit Syn.

Lad fare, hvad jeg har kjæmpet Med Mørkets Aander ud; – Nu vil jeg blot mindes det lyse, Som bar mig op mod Gud! –

Det var jo saa tyst og stille En skumrende Vinterkvæld; Vi to sad alene hjemme, – Jeg husker det saa vel.

Da hviskede hun mig i Øret, At evigt hun var min; – Dèr var det, hvor Vindusruden Glittrer i Maanens Skin!

Saa vandred vi siden sammen En straalende Sommerdag; – Dèr gik vi, hvor Veien dukker Sig ind under Løvets Tag.

Fuglene kviddred i Grenene, Luften var varm og lys: – Men lysere var mine Drømme Og varmere hendes kys! –

Og Bladene gulned og spired, Og Dagene gik og kom Hver eneste eier et Minde, Som Sjælen har fredet om.

Det hvisker fra alle Kroge, Det kalder fra hver en Plet, Det vinker paa mig fra Døren, Som nu er lukket tæt.

Men dengang stod den aaben, I Afskedens bittre Stund; – Husker du, hvad du lovte Mig da med Haand og Mund?

Husker du det, min elskte, Hvad ømt vi hinanden svor, Mens af dine Øine jeg kyssed De blinkende Taarers Spor?

– Ak nei, det husker du ikke, Du ligger og slumrer jo, Og jeg har ingen Ret til At styrre din Nattero.

Sov kun, du kjære, du tabte, Sov kun og drøm i Fred, Mens under dit Kammervindu Jeg knæler stille ned

Og offrer paa Mindernes Alter En Taare hed og klar; – Det er min Andagtstime, Den eneste, som jeg har!

– Jeg sidder atter i Stuen Ved Lampens ensomme Skin; Min vælige Ganger pruster Og skrumper i Lyset ind.

Men før den forsvinder, jeg gir den Paa Halsen et venligt Klap; – Hvor skulde det gaa, min Ganger, Om ogsaa du mig slap?