Tyste Toner

Hør mig, elskte, du hvis Aande svæver Stilt som Englevinger om min Vei; Hør mig du, i hvem min Længsel lever, Og for hvem mit Hoved bøier sig.

Tag min Sang, – skjønt det, jeg har at sige, Alt jeg før har sagt saa mangen Gang. Kan jeg for, at mine Strenges Stige Eier blot den ene Stemmeklang?

Tiden sled i sine rustne Hængsler, Troens Svingbræt vipped op og ned, Hjertet krymped sig i syge Længsler, – Kun hos dig fandt mine Tanker Fred.

Du er vokset med min Smerte sammen, Du har delt hver Fryd, som jeg har kjendt, – Derfor er jeg ét med dig, og Flammen Slukner aldrig, før mit Liv er endt!

Vend dig bort i Vrede og forlad mig, – I min Tanke er du dog mig nær! Elsk mig nu som fordum eller had mig, – Lige fuldt blir du mit Hjerte kjær.

I et Kys min Sjæl i din sig sænked, – Hvor kan nu jeg tage den igjen? I et Favntag fast min Elsk du lænked, – Nu kan Tid og Rum ei rokke den.

Derfor stedse friske Skudd den sætter, Selv om din er kold som Vintrens Sne. Derfor taler jeg, om end det trætter Dig at høre mine Ord kanske.

Synger Fuglen blot, naar høit den sidder, Medens andre lytter til dens Sang? Ak, mit Digt er og kun Fuglekvidder, Født og baaret af mit Hjertes Trang.

Lad det vifte dig omkring din Pande Som den lune, lette Sommervind! Lad det mildt i dine Drømme blande Sig som fjerne Harpetoner ind!

Lad det svinde kun, som ind det svæved, Uden Fordringer og uden Navn – Det har vundet alt, hvad det har krævet, Ded en Stund at gjemmes i din Favn