I kjender Sagnet om en deilig Pige,
Som voksen knapt fik Dødens Kalk at tømme
Og slumred ind til hundred Vintres Drømme,
Mens Glemslen ruged over Land og Rige.
Da kom en Yngling, smuk og kjæk tillige,
Som hvisked hende Ord, af Elskov ømme,
Og straks for Ungdomsblodets varme Strømme
Hun følte Dødens Blund fra Øiet vige.
– Saa lever Vaarens Kraft i Kjærligheden.
Alt andet skifter Form i Jordens Dale, –
Om hundred Aar er alting glemt herneden.
Men Hjertets Sprog i Hytter som i Sale
Er end det samme, som blev født i Eden,
Og det vil alle Tider kunne tale!