Tonerne

I Skumringens Stilhed Nun spiller og synger; Paa Tonernes Bølger Min Længsel gynger;

Med dem den stiger, Med dem den daler, – Thi hun, som jeg elsker, I Toner taler

Der ligger en dragende Magt i Sangen, Den holder en hemmelig Gaade fangen; –

Den gjemmer det Navn, Som vakte de ømme, Blyge, bævende Jomfrudrømme.

Aldrig i Ord Fik det ud sig svinge; I Tonerne blot Tør det hviskende klinge; –

I dem tør hun tolke, Hvad Hjertet rummer Af anende Fryd Og af navnløs Kummer.

Derfor min Sjæl De tryllende drager, Alt som de vekslende Jubler og klager.

Og medens jeg lyttende Verden glemmer, I Tonerne blander sig Spørgende Stemmer:

Ak, om jeg kunde I Templet træde, Og plyndre Sjælens Uskyldige Rede,

Og gribe i Flugten De flaggreude Tanker, Og høre, hvor Hjertet I Barmen banker, –

Vilde mit Savn da Slukkes derinde? Vilde min Tvil da Løsningen finde?

Vilde jeg se da Mit Billed dølge Sig blandt hendes Længslers Luftige Følge?

– Saa klinger de ængsteligt Spørgende Stemmer, Mens aandeløs lyttende Alt jeg glemmer.

Og Drømmene ind I sit Net mig spinder, Mens Tonerne dør, Og mens Klangen svinder