Du skjønne, smilende Barn af Solen, Du Aandens Spore Og Baand i Støvet,
Du alt belivende, Alt fortærende, – Dig vil jeg vie Min unge Lyre!
Hvem er du, høie? Hvor stod din Vugge? Du, som spænder De favnende Arme
Fra Jord til Himmel, Fra Himmel til Helved! Fødtes du aarle I Livets Morgen,
Da Skabergnisten Paa Altet aanded? Hvad eller var du Det Ord, som Slangen
Hvisked vor første moder i Øret? Var du Guddommens Kys Paa menneskets Pande,
Da Edens Porte Stængtes for stedse? Hvad eller en Funke Fra Helvedes Arne,
Et Vrængebilled Af den, vi tabte? Nei, hellig er du: I Livets Mulm
Et Bud fra Lyset, En Trøst for Smerten, Og mægtig, mægtig Som Han, dig skabte,
Du evigt straalende Himlens Datter! Jeg saa dig dale Paa gyldne Skyer,
Jeg hørte din vældige Vinge bruse, Jeg følte dit Kys Min Pande streife,
Isnende, glødende, Vanvidsdaarende! Da fyldtes Luften Med deilige Toner,
Da straalte vor Jord Som et nyfødt Eden, Da svulmed Barmen, Da brændte Kindet,
Da døbtes mit Væsen Med Flammedaaben! Og ikke jeg spurgte dig, Hvorfra du kom,
Og ei, hvor du førte Min svimlende Tanke. Jeg knælte kun ned For at favne din Fod,
Jeg lukked mit Øie I salig Berusning, Jeg stammed dit Navn Med skjælvende Mund,
Og hedt paa min Tunge Et Løfte der brændte. – Da var du ei mere, Din Skygge jeg saa,
Kun Tvilen og Savnet Beholdt jeg tilbage; – Men Kysset, Kysset, Det isnende, glødende,
Kysset, det sittrende, Vanvidsdaarende, Det brænder endnu Mine smægtende Læber,
Det vied mit Liv Til dit blussende Alter! Hvorfor, ak hvorfor, Hulde Fortryllerske,
Kom du ei svævende Mild som en Vaarvind, Slig som jeg saa dig I Ungdommens Drømme,
Slig som min Længsel Dit Billed har malt? Templet var hvælvet, Tronen stod færdig,
Aabent og længtende Laa jo mit Hjerte, Aabent som Engen For Vaarregn og Solskin,
Ventende kun paa Den spirende Sæd. Kunde min Sans da Ei bære din Lykke?
Var jeg ei værdig At nyde din Gunst? Eller er dette Den Lodd, som du skjænker,
Strenge Gudinde, Dine Tilbedere: Alting at offre Og blive bedragne,
Intet at vinde, Blot lide og dø? Er det først da, Et dødeligt Bryst
Kan fatte dit Væsen, Kan rumme din Høihed, Naar løst fra Begjærets Fortærende Flamme
Vor Længsel stiger Mod Evigheden? Et kun jeg ved, Kun ét vil jeg love:
Ren er jeg traadt Over Tempelets Tærskel, Ero vil jeg vogte Den hellige Ild!
Lad saa kun Savnet Blive mit Følge, Lad saa kun Lykken Fly fra min Favn: –
Engang, jeg ved, Vil min Sorg blive Glæde, Engang, ja engang Min Længsel vil stilles, –
Fordi jeg har lidt, Hvad et Hjerte kan lide, Fordi jeg har troet, Ja, troet paa dig!
Cookies on Poetry Cove