Tømmermænd

Naar man drak sig fuld om Kvælden, Kjender man om Morgnen efter Tømmermænd i Hjerneskallen Hamrende af alle Kræfter.

Man vil tænke, man vil virke, Glemme Nattens yre Rasen; – Tømmermændene paa Porten Jager fluksens hele Stasen.

Haardt de hamrer, trutt de banker, Indtil træt man gir sig over, Lægger Hodet ned paa Puden, Ønsker, at man atter sover.

– Netop slig jeg ogsaa har det, Skjønt jeg ei om Natten rumled, Og skjønt ikke Vinens Dunster Gjorde Hodet mit fortumlet

Men i Rus jeg dog befandt mig: Kjærlighed var Flaskens Mærke, – Og da jeg af Rusen vaagned, Følte jeg mit Hoved værke

Jeg vil tænke, jeg vil virke, Hele mig med Glemsels Plaster; – Tømmermændene paa Porten Fluksens hele Stasen kaster

Haardt de hamrer, trutt de banker Hendes Navn med tunge Klubber, Spigrer det i Hjernekassen Fast med tusind spidse Nubber.

Overalt imøde glor det, Bort fra Øret op til Issen; – Vil paa andres Navn jeg tænke, Hendes kommer dog i Spidsen!

Og det yrer og det myldrer Frem af alle Hul og Hjørner; – Hvor kan jeg paa andet tænke, Naar mod det jeg stadig tørner?

Tom mig synes Hjernen være; – Den er ikke tom -- desværre, Men den ene Forestilling Gjorde sig til alles Herre.

Den er ikke tom desværre, – Den er fuld, se det er Tingen, Fuld af gamle brudte Stumper Af et Haab, som knækked Vingen.

Nu det kan ei længer flyve; Splintret ligger det derinde Som en kold og livløs Masse, Der ei Veien ud kan finde.

Derfor det i Panden banked, Derfor det for Øret sused; – Og hvad hjalp det vel, jeg lovte Aldrig mer at bli' beruset?

– Naar man drak sig fuld om Kvælden Og blev smaaøid Dagen efter, Varte det dog ei saa længe, Før man atter kom til Kræfter.

Hodet ned i Vaskebollen Og et rent Glas Vand i Struben, – Dermed har man gjerne klaret Virkningen af Brændvins-Supen.

Her ei noget saadant nytted: Faafængt badede jeg Hodet, Faafængt, faafængt jeg forsøgte Gyde iskoldt Vand i Blodet.

Mer det kun i Panden værked, Mer det kun i Blodet brændte, – Indtil jeg, fortvilet næsten, Lod en gammel Doktor hente.

Roligt han paa Pulsen følte Langsomt han paa Hodet rysted; – Intet Under! thi mit Hjerte Hamred ellevildt i Brystet!

Klogt var vist det Raad, han gav mig, Om dets Mening ret jeg fatter: – Her, min Ven, ei andet hjælper End at drikke fuld sig atter

Ellers kan man sig forbedre, Men, – sa' lunt den gamle Kallen, – Har først saadan Rus man tat sig, Er man – redningsløst forfalden!