Er det sandt, du min elskte,
At jeg eier dig hel, –
Hvert et Smil paa din Læbe,
Hvert et Suk fra din Sjæl?
Er det sandt, at mit Billed
Ene fylder dit Sind, –
At i Evighed altid
Du er min, du er min?
O, saa kom da og læg dig
Med dit Bryst ind til mit,
For at Hjertet kan føle,
Hvor det banker mod dit,
For at tyst jeg kan hviske,
Hvad jeg salig har drømt; –
Nei, jeg kan ikke sige,
Hvor jeg elsker dig ømt!
Jeg blir taus, naar jeg lytter
Til din Tales Musik,
Jeg blir stum, naar jeg drukner
I dit tindrende Blik;
Og dit Kys, – nei, nu vil jeg
med min Snak holde ind, –
Thi min Mund kan ei taale,
At du kysser mit Kind!