Du siger, jeg er skinsyg
Og plager dig iblandt;
Og hvad kan det vel nytte
At nægte, det er sandt?
Ja, elskte, jeg er skinsyg,
Og tro mig gaa mit Ord:
Jeg er igrunden værre,
Langt værre, end du tror!
Jeg skinsyg er paa Luften,
Som frisk du aander ind,
Paa Vinden, som fortroligt
Faar kysse dig paa Kind;
Jeg skinsyg er paa Blomsten,
Som dufter dig imod, –
Ja, selv paa Markens Straa, som
Du træder med din fod.
Jeg skinsyg er paa Speilet,
Der ser din Morgendragt,
Paa Puden, hvor dit Hoved
Du har til Hvile lagt;
Jeg skinsyg er paa Bæltet,
Som fast faar favne dig, –
Paa alle, ja paa alle,
Du træffer paa din Vei!
De høre faar din Stemme
Og se dit muntre Smil,
De trøste faar din Kummer
Og løse dine Tvil;
De drikke faar det Solskin,
Du spreder rundt omkring, –
Mens jeg maa sidde ensom
Og ei faa nogenting!
Og endda kan du undres,
Om avindsyg jeg er
Paa alle og paa alting,
Som dig faar være nær?
Nei, du, det har jeg Lov til,
Den Synd jeg tar mig paa; –
Naar næste Gang vi mødes,
Jeg skal nok Aflad faa!