Jeg stod ved den blanke Sjøen
En hviskende Aftenstund
Og stirred i drømmende Tanker
Ned mod dens dybe Bund.
Da saa jeg et deiligt Billed,
Som lokkede ømt og drog; –
Jeg tror, at det var en Havfru,
Som Sindet tilfange tog.
Jeg bøied mig ned mod Vandet,
Til jeg sank i dets falske Væld; –
Vogt jer for slige Sjøer
Især i den stille kvæld!
Der sidder jeg endnu fangen
Og venter Befrielsens Stund: –
Thi Sjøen var et Par Oine,
Hvor aldrig jeg fandt Bund!