I Hjertets Blomsterhave
Der vokste en Rose op.
I Vaarens Stund den strakte
Mod Himlen sin unge Knop.
Ved Solens Kys den aabned
De rødmende Blades Favn.
– Og Herren var Rosens Gartner
Og Kjærlighed dens Navn.
I Hjertets Blomsterhave
Til Sommeren saa jeg den.
Men Lys og Varme mangled,
Og derfor den visned hen.
Den smægted i Skyggens Mørke,
Og Kuldens Pust den bed.
– Thi Kjærligheds Sol er Lykke,
Dens Liv Gjenkjærlighed.
Og Bladene spredtes for Vinden
Og gjemtes i Jordens Skjød.
Men op af Grunden isteden
En Tistel sig Veien brød.
Den strittede stivt i Vinden
Og lo af Kuldens Gys.
– Hvad har vel Hadets Tistel
At gjøre med Sol og Lys?
Den strittede stolt i Vinden
Og lo til Solens Skin:
Skyggen vel Rosens Stængel
Knækker, men ikke min!
Rører man mig, jeg stikker, –
Mit Værn er Pigges Brand!
– Hvor mangt et Menneskehjerte
Maa trøste sig ligedan!