Du kalder mig stolt og kanhænde jeg er det.
Jeg lar mig ei tøile
Af dumme og luvslidte Vaners Tvang, –
Jeg holder for meget paa Menneskeværdet
Til ydmygt at bukke for Rigdom og Rang, –
Til feigt, ved at trues med Peters Nøgle,
At lade min Aand
Kues og knebles af Troens Bøile
Og lægges i Trældoms fornedrende Baand.
Men mod dig, du min eneste,
Skjæreste, reneste,
Duftende Blomst paa min Livsensvei, –
Mod dig, min Stolthed, er stolt jeg ei!
Du ved jo saa godt,
Du min deilige Brud,
At saasnart dine Læber sig aabner blot,
Og dit Øie blidt
Med Bøn eller Bud
Møder paa Kjærligheds Veie mit, –
Straks bliver min Stolthed til Taushed bragt
Ved Mildhedens Magt,
Straks føler jeg som i en Helligdom
Mig god og from;
Og alt, hvad i Gjerning, i Ord eller Tanke,
Af Letsind og Trods jeg har gjort dig imod,
Hvad harmfuldt mit Hjerte har bragt til at banke,
Det lægger med Glæde jeg ned for din Fod
Og i Øiet dig ser
Og angrende dig om Tilgivelse ber
Og bliver ei glad,
Før alt du har git mig, hvorom jeg bad!