Det aldrig har stemt med mit Ungdomssind
At være en knarrvorren Gnierpind,
Der sidder ved Dag, der sidder ved Nat
Og ruger over sin døde Skat.
Langt visere, tænkte jeg, er da han,
Som tærer paa Livet saa godt han kan, –
Gir ud, hvad han har, tar Resten paa Borg
Og lar hver Dag ha' nok med sin egen Sorg.
– Jeg Daare, hvor er det vel nu blit af
Den Flothed, som jeg min Beundring gav?
Jeg vandt mig en Skat, jeg følte mig rig, –
Og straks blev jeg netop hin Gnier lig!
Med Glæde jeg holdt under Laas og Slaa
Min Rigdom gjemt i en ensom Vraa,
Og ei har jeg Raad, skjønt Lagret er stort,
At give en eneste Styver bort
Thi Skatten, som jeg paa min Livsvei fandt,
Var Kjærligheds trofaste Lykkes-Pant;
Og dyrere Skat, det sikkert jeg ved,
Paa Jorden ei findes i Evighed.
Se, derfor det er, jeg har skiftet Sind
Og er bleven en knarrvorren Gnierpind,
Der sidder ved Dag, der sidder ved Nat
Og ruger over min kjære Skat!