Kom, min Søster, saa skal jeg fortælle Noget smukt, som jeg har set iaftes: Vinterkvælden bredte just sin Skumring, Da jeg gik forbi et oplyst Vindu,
Hvor Gardinet endnu ei var nedslaat. Ubetænksomt keg jeg ind i Stuen, Men blev staaende fortabt i Skuet Af det Billed, dèr mit Øie mødte.
Thi i Sofahjørnet sad en Kvinde, Skjøn og straalende, som Lykken er det, Og saa from som et uskyldigt Hjerte. Paa sin Arm et lidet Barn hun vugged
Og betragted det med Blik saa ømme, Som kun Moderkjærligheden ammer. Da gik Døren op, og over Tærsklen Tren en Mand, – jeg saa, at det var hendes,
Hendes ei for Verden blot, men ogsaa Fuldt og sandt i Kjærlighedens Rige. Foran Gruppen gik han hen og stansed, Munden talte ei, den bare smilte,
Men jeg saa, hvor hver en Mine straalte: Her er min, min egen lille Verden! Og som for at vise, hvad han mente, Og som for at føle, hvad han tænkte,
Sank paa Knæ han for den unge Moder, Og med Armene om Midjen slynget Gjemte han i hendes Fang sit Hoved. Længe laa han slig, – jeg syntes høre
Englevinger gjennem Rummet suse Og en Takkebøn mod Himlen stige For en Lykke, intet Ord kan male. Og da op han løftede sit Ansigt,
Saa en Taare jeg i Øiet glimte, Og med tusind Kys han raskt bedækte Hendes Hals og Pande, Mund og Kinder. Saa han satte sig ved hendes Side,
Legende med deres fælles Eie, Medens hendes smukke lille Hoved Læned sig fortroligt mod hans Skulder. Hvor det vist var kjedsomt, hvad hun hvisked
Ham i Øret, mens de hvide Fingre Ind hun vikled i hans mørke Lokker! Thi før endnu hun var bleven færdig Med det halve, tror jeg, af sit Skrifte,
Bøied han sig hurtigt hen og lukked Atter hendes Mund med Kys og Kjærtegn. – Saadan blev de ved, – et Fredens Billed, Fattet ind i Hjemmets gyldne Ramme,
Og som Gjenskin fra en bedre Verden Synets Glans staar endnu for mit Øie Sig mig, Søster, var det ikke vakkert?” “Det var vakkert som et Digt, min Broder,
Men fortæl mig da, hvor du har set det!” “Tilgiv, Søster, jeg har ikke set det, Bare drømt det om – mig selv og hende!”
Cookies on Poetry Cove