Længsel

Hvis Tanken havde Vinger, hvis Vinden havde Ord, Saa ved jeg, hvad den sagde, saa ved jeg, hvor den fôr; Hvis Ringen paa din Finger kunde tolke mit Savn, Saa gjorde den ei andet end at nævne dit Navn!

Men Tanken har ei Vinger, og Vinden har ei Ord, Og stum er ogsaa Ringen, der sig om Fingren snor; Og derfor, du min elskte, du aner det ei, Hvor brændende bestandig jeg længes efter dig!

Høit tusind Røster summed omkring mig paa min Gang, Men høiere end alle din rene Stemme klang. Klart saa jeg Strandens Billed i Vandet speile sig, Men klarere jeg syntes, dit Billed stod for mig.

Hvert Blik, hvori forklaret din Sjæl sig præged af, Hvert Kys, som mig Besegling paa dine Løfter gav, Hvert kjærligt Ord, du hviskende har mig i Øret sagt, Alt drager mig imod dig med tryllende Magt.

Før vidste jeg ei selv, hvor min Længsel vilde hen, Saa ofte den fløi ud, kom den tomhændt igjen; Den kjendte ikke Maal, og den vidste ikke Vei, – Nu flyver den bestandig kun mod dig, kun mod dig!

Omkring dit Billed kredser min Tanke Nat og Dag, Indtil jeg synes føle dit varme Aandedrag; Da aabner glad jeg Favnen, vil Armen om dig slaa, – Men naar jeg dig vil fange, jeg kan dig ikke naa.

Du flyr mig, du flyr mig som den legende Vind, Saasnart min hede Læbe vil kysse dit Kind; Du flyr mig, du flyr mig, du er forsvunden alt, Saasnart jeg griber efter din vinkende Gestalt.

Og atter staar jeg ensom, og atter Længslen gaar, Og hvad mit Hjerte lider, det ingen vide faar; Thi inde maa jeg lukke jo mit nagende Savn, Og ingen, ingen siger jeg dit deilige Navn!

Kun Drømmens Alfer lytted, naar jeg aanded det hen; Har de i Drømme hvisket til dig det igjen? Hvis ikke, du min elskte, du aner det ei, Hvor brændende bestandig jeg længes efter dig!