Er det kommet for fremmedes Øre?
Har du sagt det, du hviskende Vind?
Har du sagt, hvad kun jeg skulde høre:
Hun er min, – hun, jeg elsker, er min!
For mit Øre med Klokker det ringer,
I mit Bryst som en Stormvind der gaar,
Rundt omkring mig det dufter og klinger
Som en Sang om den nyvakte Vaar!
Jeg har jublet og kysset og krystet,
Hun har hvisket og sukket og smilt! –
Hvorfor sprængtes ei Hjertet i Brystet,
Hvorved nys hendes Hoved har hvilt?
Tør jeg tro paa en Lykke som denne, –
Paa et Liv uden Ønsker og Savn?
Er ei Jorden for trang til at spænde
Om en fryd uden Grænse og Navn?
Tag i Favn mig, du brusende Bølge,
Kjøl med Skumsprøit mit brændende Kind!
Lad mig stige i Fuglenes Følge
Op mod Himlen, du susende Vind!
– Nei, o Jord, du som lokkende breder
For mit Øie din ukjendte Vei,
Du, som hørte de luende Eder, –
End jeg kan ikke skilles fra dig!
Lad mig leve endnu, – lad min Lykke
Staa sin Prøve i Livskampens Dyst!
Lad mig leve endnu, – lad mig trykke
Hele Verden til jublende Bryst!
Lad mig leve endnu, – lad mig leve,
Om saa Lykken skal synke i Grus,
For at Sjælen kan skjælve og bæve
I Erindringens salige Rus!