Engang i Ungdommens
Fagre Vaar
To Hjerter ømt
Mod hinanden slaar;
To Læber aldrig
Af Kys blir kjed
Og hvisker om Troskab
I Evighed
Men Drømmene drukner
I Livets Bad, –
De to, som mødtes,
Maa skilles ad;
Og Taarerne tørker
Paa blege Kind,
Og Løfterne flyver
For Veir og Vind.
Vel da, om Sindet
Er let som den
Og finder i Livet
Sin fred igjen!
Men ve, om du stemme
Vil Tidens Strøm
Og kan ikke glemme
Dit Vaarlivs Drøm!
Da knækkes i Stormen
Dit Ungdomsmod;
Da slukner din Ild
I den kolde Flod;
Da hylles i Skodde
Din Livsenssti,
Og Stormene sukker:
Forbi! Forbi!