Naar jeg engang selv er bleven vis og gammel, stø og graa, Vil jeg vende mig og tale til de unge Hjerter saa: I, som endnu har tilbage Livets lyse Løvsprætstid Med dens Længsler og dens Løfter, med dens Jubel, Angst
og Strid; I, som ser en nyfødt Verden vinke jer til Velkomstfest, – Aabne Døren, gjør jer rede til at hilse Vaarens Gjæst. Thi han kommer engang til jer, Elskovs unge Flammegud,
Med de aabne Himles Høisang, med den dulgte Lykkes Bud. Og han gjemmer i sit Kogger Pil med Honning, Pil med Gift, Den, som slaar de dybe Vunder, og som gir den lette Rift. Lad ham da ei uhørt banke paa den stængte Helligdom,
Mens I efter andre Guder tankeløse flaggrer om. Luk ham ind i eders Hjerte, kryst ham fast og kys ham varm, Og de Ord, han sagte hvisker, gjem dem trofast i jer Barm. Thi det er ei sandt, hvad Daarer i sin tørre Visdom fandt,
Livets Maal er Guld og Ære, Kjærlighed er Fjas og Tant. Og det er ei sandt, hvad Munke lærte til sin Tomheds Trøst, Man skal fly dens Lokketoner som den onde Fristers Røst. Kjærlighed er Livets Fylde, Kjærlighed er Livets Maal,
Skjønheds Staber, Godheds moder, Styrkens Drik af Glædens Skaal. Kjærlighed er Himlens Afglans, Mindets Skat fra Edens Land, Ungdoms evigfriske Kilde, rislende i Ørknens Sand.
Thi det visner, tomt og værdløst, alt hvad herligt Livet bød: Gyldne Haab og Tro, som svulmed, Lykkens Skin i Ærens Skjød. Og det glemmes alt, som drog os: Fryd og Smerte, Had og
Harm, Vinens Glød og Venskabs Haandslag, Seirens Pris i Kampens Larm Men den første Gang, vort Hjerte, fyldt af ømme Længslers
Trang, Dirrende med spændte Strenge som en Æolsharpe hang; Da vort Øie saligt sænktes i et andet Øies Væld, – Aldrig glemmer vi den første Gang, vi glemte helt os selv.
Lad det storme, lad det bruse, lad der falde Sten for Sten Af de stolte Luftkasteller, jom i Morgensolen skén; Lad der falde over Sjælen Støv af Mismod, Rimfrosts Drys, – Aldrig vil det slette Sporet af det første bange Kys.
Det er Vigslens Flamnmefunke, Eventyrets Trolddomsord, Som slaar Porten op for Livets dunkle Gaade paa vor Jord. Det er Troens Rast paa Veien, Lykkens Drøm, vi vugges i, Som i Slummer Barnet dysses af sin moders Melodi.
Og om kun det Smerte skjænker, bittre Minder, brustne Haab, Der er Lindring i dets Løfter, der er Sundhed i dets Daab. Og om Tvilens Klo os ribbed, Savnets Stik os Freden stjal, – Altid vil det Tanken mane mod det tabte Ideal. –
Derfor, naar han kommer til jer, Elskovs unge Flammegud, Og han bringer eders Hjerte Vaarens første, friske Bud; Og han banker stilt paa Døren, stilt paa Døren: slip mig ind, Og I føler Længslens Bølger, risle gjennem Sjæl og Sind, –
Lad ham da ei uhørt banke, bred ham Favnen vidt imod, Og mens I i Øiet ser ham, knæl med Andagt for hans Fod. Bed ham følge jer paa Færden, bed ham signe eders Vei, Sig: Jeg gaar ei fra dig, Herre, førend du har bønhørt mig!
– Saadan vil jeg tale til dem, jeg, som ved, hvor koldt og armt Livet er, naar Kjærligheden ikke gjør det rigt og varmt, – Jeg, som gjerne Verdens Ære, Magt og Rigdom vilde git
For – om kun et fattigt Hjerte, som jeg kunde kaldt for mit!
Cookies on Poetry Cove