Drømmesyner

En Nat, jeg vandrede paa Drømmens Veie, Steg Kjærlighedens Engel til mit Leie, Og før jeg blændet kunde Blikket dølge, Med Haanden vinked han og bød mig følge.

En Svalhed straks mit Væsen gjennemstrømmed, Paa lette Vinger vi i Luften svømmed; Saa fôr vi did, hvor Evigheden bygger Et Livets Tempel mellem Dødens Skygger.

Først kom vi til en Egn, hvor Mørke ruged Og gustne Kroppe klamt i Favnen knuged; De nøgne Lemmer slikked Frostens Tunger, Og deres slunkne Træk skreg høit om Hunger.

Se, sagde Englen, mens han rynked Brynet Og vendte sig med Gysen bort fra Synet, Dér ligger de af Angrens Kvaler naget, Som den, de elsked, troløst har bedraget.

– Og op vi steg igjennem Skoddens Banke; Der saa jeg blege Skygger rastløst vanke; Med sløve Blik de famled om iblinde Og søgte en, de aldrig kunde finde.

Dér ser du dem, lød Røsten ved min Side, Som for sin lave Sjæl maa Straffen lide; Sin Kjærlighed de sveg, af Rigdom fristet, Her søger frugtløst de, hvad de har mistet.

– Nu lysned det, mens altid op vi svæved; Da saa en Flok jeg, fattig og forrevet; De taust og stille sad og med et eget Livstrætheds Udtryk i sit Aasyn præget.

Hid, lød min Førers Røst, blir alle sendte, Som ei til Kjærlighedens Længsler kjendte; De Hjertets bedste Liv har aldrig levet, – Derfor er Tomhed deres Følge blevet.

– Med ét i Straalevarme Taagen smelted, Og over Skyer, der som Vover vælted, Jeg Par paa Par saa ved hinandens Side Paa hvide Vinger gjennem Luften glide.

Da smilte Englen, og for Øret suste Igjennem Toner, som min Sans beruste: Her samles alle deres Sjæle sammen, Som tro paa Jorden næred Guddomsflammen!

– Men de, jeg spurgte, og min Stemme bæved, Som tro mod Kjærlighedens Bud har levet, Men den, de elsked, aldrig kunde vinde, – Hvor skal jeg disse efter Døden finde?

Tys, Englen hvisked, Kjærlighedens Gaade Kan ingen Sjæl i Støvets Lænker raade. – Han mine Øienlaag med Fingren rørte, Og Natten dulgte, hvad jeg saa og hørte.