Dithyrambe

Lad andre synge i Salmetoner Om Flugt fra Jorden og Himlens Lyst; – Jeg synger heller om jordisk Lykke Og himmelsk Fryd ved et elsket Bryst!

Lad andre sværme for Stjernevrimlen Og prise Livet i Bod og Bøn; – Jeg priser ene mit Hjertes Dronning, Og hendes Smil er min Sangerløn!

– Hvor mildt det vifter, hvor lyst det blinker Hvor sødt det dufter i Vaarens Stund! – Nu vil jeg male min elsktes Billed I Duft og Farver paa Tonebund!

Jeg dypper Penslen i Morgenrøden, Jeg røver Rosernes Hjerteblod; Dermed jeg stænker paa hendes Kinder Et Skjær af Livsbølgens Purpurflod.

Jeg stryger Støvet af Sommerfuglen, Jeg plyndrer Svanernes Silkedun; Saa fin er Halsen, saa hvid er Skuldren Og Bølgebarmen saa blød og lun.

Jeg sænker Blikket bag hvide Skyer I Himlens bundløse Azurblaa; Saa sank min Sjæl i et Hav af Lykke, Saa tidt jeg i hendes Øine saa.

Jeg suger Duft af Linnéers Klokker Og af Syrinernes Blomsterdrys; Saa kjælent stryger mig hendes Aande, Saa sødt beruser mig hendes Kys.

Ja, hun er deilig, min Sjæls Veninde, Men deiligst er, hvad hun hvisker mig; Hvis Liljen sang, og hvis Rosen talte, Saa mildt og lokkende lød det ei.

Det fylder Luften med Fuglekvidder, Med Søndagsstilhed og Bryllupsklang; Det løfter Sjælen fra Hverdagslarmen Mod Evighedernes Englesang.

Og derfor – lad kun i Salmetoner De andre synge om Himlens Lyst; – Jeg synger heller om jordisk Lykke Og himmelsk Fryd ved min elsktes Bryst!

Lad andre sværme for Stjernevrimlen Og prise Livet i Bod og Bøn; Jeg priser ene mit Hjertes Dronning, Og hendes Tak er min Sangerløn!