Ofte, naar jeg modløs sørger,
Mens mig intet Øie ser,
Undrende mit Hjerte spørger:
Hvorfor synger du ei mer?
Hvorfor lar du ei din Længsel
Flyve Sangens Trækfugl-Vei?
Hvorfor gir du Savnets Trængsel
Ordenes Forløsning ei?
O, der var en Tid, min Smerte
Lærte Haanden, hvad den skrev,
Og da Sangen fra mit Hjerte
Mismods mørke Aander drev.
Og der var en Tid, da Glæden
Ved min unge Kjærlighed
Gjorde Livet til et Eden,
Hvorpaa Himlen straalte ned.
Nu er alt kun død Forstening,
Natten kold og Dagen mørk;
Nu er Livet uden Mening,
Jorden kun en øde Ørk.
Nu jeg taus min Sorg maa gjemme,
Nu er selv min Glæde tom; –
Ak, thi hun, som gav dem Stemme,
Bryder sig jo ei derom.
Hvorfor skal jeg da vel sprede
Mine frø i frossen Jord?
Hvorfor skal jeg da vel klæde
Sjælens stille Suk i Ord?
En, kun èn min Sang kan lønne,
En kun fatte kan dens Klang;
Og ak, hun vil ikke skjønne,
Ikke høre den engang!
Derfor tørker mine Tanker
Ind som Regn paa støvet Vei;
Derfor bøier Digtets Ranker
Ludende mod Jorden sig.
Derfor tidt jeg modløs sørger,
Naar mig intet Øie ser; –
Og omsonst mit Hjerte spørger,
Hvorfor ei jeg synger mer!