I hvide Blade, hvori Livet banker Fra svunden Tid, som længst er død og glemt; I fangne Ord, som mine bange Tanker Saa tidt til Lykkens trygge Fred har stemt;
I Elskovsvidner, i min Skuffe gjemt Lig Gjældsbeviser, som en Gnier sanker, – Kom endnu engang frem af eders Gjemme Og hvisker til mig med den kjendte Stemme!
– Jeg èt for èt dem ud paa Bordet breder, Og mine Øine sluger hvert et Træk; Jeg søger atter frem de kjære Steder, Som fra min Pande vifted Tvilen væk;
De myldrer ud som fra en aabnet Sæk De gamle Minder og de glemte Eder. – Lad mig da høre, hvad I har at sige, I friske Bud fra Kjærlighedens Rige!
“Jeg uden dig ei leve kan, du kjære!” Jasaa, min Engel, – er det ogsaa sandt? Hvor grusomt da det Baand at overskjære, Som vore Skjæbners Traade sammen bandt!
Dog, det er ret: Det var dig selv, som fandt En vakker Dag, at slig det burde være. Og naar saa er, jeg haaber, du vil friste At leve, – selv om mig du maatte miste!
“Jeg elsker dig, – i Livet som i Døden Din er jeg, din!” – er det ei saa, der staar? Aa jo saamen, din Skrift var ei fornøden, Jeg husker alt, som det var sagt igaar.
Det varte ogsaa, – tænk, et Fjerdingaar! Hvad kan man fordre mer af Elskovsgløden? Den er et Lune, – ikke sandt, min bedste? Naar det er slut, man iler mod det næste!
– Nei, det var Løgn, hvad dine Læber talte, Og det var Løgn, hvad dine Fingre skrev; Løgn var hvert Billed, Fantasien malte Af Idealer over Livets Stræv
Det var et Blændværk kun, – en Sky, som drev Mit Blik forbi og saa i Havet dalte. Den flammed luerød i Aftenstunden; Men Solen sank, – og Glansen var forsvunden!
Hva skal jeg saa med disse usle Lapper, Som hvisker kun om Daarskab og Bedrag, – I, ved hvis Syn mit Hjerte endnu klapper Af hede Længsler som den første Dag?
I Ovnen ind med jer, og med jer tag Hvert vissent Minde, som i Ærmet napper. Brænd kun, brænd kun til Aske op, I arme: I gir en smule Lys, – men ingen Varme!
Cookies on Poetry Cove