Som en liden straatakt Hytte
Drømte hendes Hjerte jeg.
Opad Væggen Vin-Guirlander
Smukt og frodigt slynged sig.
Bag de dølgende Gardiner
Smilte Stuen lun og ren;
Og – det bedste af det hele –
Der var bare Plads for én.
Nu har jeg faat andre Tanker, –
Hytten sunket er i Grus.
Nu jeg synes, hendes Hjerte
Ligner mest – et Leiehus.
Bag de dølgende Gardiner
Smiler Stuen lun og ren;
Men – det skal Vorherre vide! –
Der er Plads for mer end én!
Altid er der Omkalfatring, –
Hendes Husrum er i Vind.
Naar den ene Leier flytter,
Drager straks en anden ind
Ingen slaar sig ned for Alvor,
Ingen fæster stadigt Bo;
Nei, de leier kun et Kammer
For en Maaned eller to.
Naar saa flyttedagen kommer,
Staar Værtinden i sin Dør,
Neier blidt til alle Sider
Og gjør pynteligt Honnør:
Vær velkommen, smukke Herre,
Og farvel, min gamle Ven! –
Tør kun Taaren, lille Bella,
Smilet kommer snart igjen!
– Ogsaa jeg har engang boet
I det smukke Leiehus –
Lidet Kammer oppaa Kvisten
Uden alskens Stas og Krus
Men tilslut det blev for broget, –
Ingen Ro ved Dag og Nat;
Derfor sa' jeg op til Paaske
Og tog atter Staven fat.
Da jeg gik, paa Trappens Trin min
Efterfølger mødte jeg.
Koldt vi bukked for hinanden,
Medens Bella neied sig:
Vær velkommen, smukke Herre,
Og farvel, min gamle Ven! –
Tør kun Taaren, lille Bella,
Du har jo faat en igjen!