Ser jeg dig ind i dit Øies dybe blaa,
Kjender jeg Barmens Tvillingbølger gaa,
Hvisker du mig:
Evig jeg elsker dig, –
Da sittrer min Sans af unævnelig Fryd, Anita!
Men naar jeg ser dig i Sjælens dunkle Bund,
Føler dit fugtige Kys paa min hede Mund,
Føler dit Blod
Strømmende mit imod, –
Da snøres mit Bryst af en hemmelig Angst, Anita!
Tæt mod mit eget jeg hører dit Hjerte slaa.
Ak, men jeg synes, jeg kan ei dets Slag forstaa.
Bag dine Ord,
Op af dit Smil der gror
De nagende Tvil, som forgifter mit Liv, Anita!
Er jeg den første, du skjænket har din Sjæl?
Har jeg dit Hjerte? Eier jeg dig hel?
Sig mig det sandt!
Giv mig den Tid, som svandt!
Thi du er den første, og jeg er en Mand, Anita!
Giv mig de Dage, før jeg har mødt din Vei,
Minder, jeg hader, skjønt jeg dem kjender ei!
Giv mig de Kys,
Slig som du gav hig nys –
Og kanske har givet til andre før mig, Anita!
– Intet du svarer, du ser mig i Øiet kun,
Lukker igjen med dit leende Kys min mund, –
Og for dit Smil
Smelter min Angst og Tvil,
Som Taagerne flyr for den feirende Sol, Anita!
Men naar ei længer du lokkende mod mig ler,
Atter de lurende Skygger jeg for mig ser, –
Nagende Frygt
Martrer mit Hjerte sygt
Og suger om Natten mit brændende Blod, Anita!