Amors Besøg

Frøkenen sad i sit Jomfrubur, Mens vide Tankerne vanked Til Takten af Stuens pikkende Uhr, – Da raskt paa Døren det banked

Ind tren en erre strunk og stram, Med Briller og Barter svære. Han hilste paa hende og hun paa ham Og spurgte: “Hvem har jeg den Ære?”

“De husker mig ikke?” forundret han spør Og Øinene paa hende hefter, “Jeg er Gud Amor, – De kjender mig før, Naar bare De tænker Dem efter.

Amor, som altid De for Dem saa I Ungdommens smilende Drømme, – Gud Amor, som engang De kaldte paa med Navne saa kjælne og ømme!”

– “De Gud Amor, De frække Mand,” Hun roper halvveis foruærmet, “Og sligt tror De virkelig, at De kan, Min Herre, mig binde paa Ærmet!

Amor, – den lille legende Gud Med den skjæmske, lystige Latter! Som Snipper ser ei hans Vinger ud, Og en Stok ei hans Bue erstatter!

Om Panden flommer hans krøllede Haar, – I Nakken han neppe det skiller, – Og for at slaa sine Hjertesaar Behøver vist ikke han – Briller!”

– “Min Frøken, spar Deres spydige Spot,” Saa gjensvarer Herren alvorligt, “De har nok, det kan jeg mærke godt, Kun fulgt med Tiderne daarligt.

Som dér De siger – med flaggrende Haar Og uden saapas som en Skjorte – Jeg kommer kun en Gang i Ungdommens Vaar Og banker paa Hjertets Porte.

Da funkler ens Øie, da brænder ens Kind, Og Hjertet af Salighed hopper, – Da gaar der et Pust som af Vaarens Vind Henover de spirende Knopper.

Slig kom jeg jo ogsaa til Dem engang: Min Kjærligheds Kval jeg forklarte; Jeg bad Dem at lytte til Hjertets Trang, – Men husker De saa, hvad De svarte?

De spurgte mig spodsk, om jeg hefted mit Sind Ved Digternes dumme Fortælling, At man kan leve af Nordenvind Og mættes af Maaneskinsvælling.

De kaldte mig selv for en opløben Gut, Mit Frieri feitet og skjændigt, Og bad mig pakke mig hjem tilslut – For at klæde mig mere anstændigt!

Nu synes jeg selv, at min hele Færd Dengang var noget for luftig; Nu taler jeg ikke om Kjærligheds Værd, For – nu er jeg bleven fornuftig.

Nu beder jeg heller om Hjertet ei, Kun om Haanden, – og neppe jeg feiler I, at De nu vil betragte mig Som en ganske høvelig Beiler.”

Han gjorde for hende et høfligt Buk Og bød hende smilende Armen. – hvem ved, hvad der laa i det lønlige Suk, Som steg hende op ifra Barmen!

Var det en Gjenklang af Angrens Slag, Som brudt gjennem Sjælen toned? Hvad eller et Lettelsens Aandedrag, Fordi hendes Haab blev kronet?

Ja, derom faar ingen den mindste Besked, Og ingen behøver det heller. Tanker er toldfri, og Sukke med, Og her jeg kun Fakta fortæller.

Vist er det, at rødmende Haanden frem Hun gav til den budte Forening. – Ei noget paa Jorden er godt som – et Hjem, Var troligvis Frøkenens Mening.

Men siden, saa ofte man nævnte en List Af den lille farlige Skytte, Hun rysted paa Hodet og paastod forvist, At – det er bare en Mythe!