Alvorsord

Du fik Naturens bedste Gaver Af Lykkens Fe paa Vuggen lagt: En Ynde, rig som Sydens Haver, Og Aand, som gav din Ynde Magt

Du kunde Lys og Varme sprede Der hvor du vilde skabt et Hjem; – Kun Skade, du fandt større Glæde I Ufreds Aand at mane frem!

Jeg drev for Fantasiens Strømme Mod Idealets ante pragt. Du kom, – og mine vege Drømme fik Livets Form og Sandheds Dragt

Jeg Uskylds Sne saa paa din Pande Og Himlen i dit klare Blik; – Ak, skuffet Tillids Helvedsbrande Var alt, hvad jeg tilbage fik!

Du stod der – rank, mens lyst det glittred Af dine Lokkers gyldne Flod; Du saa paa mig, – og gjennemsittret Af dine Øines Ild jeg stod.

I dem jeg Solens Glød velsigned, Men blandt dens Dyder glemte én: Ak, deri og de Solen ligned, At lige de paa alle skén!

Og som du henad Veien dansed I Skjønheds flaggrende Gevandt, Og mens beundrende jeg stansed, Fortabt i Synet, før det svandt, –

En Skygge dig i Hælen fulgte, Lig Somrens Flor den blege Høst; – Nu skal du se, hvad Skallen dulgte, Og høre Sandheds Alvorsrøst!

Du lod dit Hjertes rige Skatte For alle Vinde hvirvles om; Men kan du ei, min skjønne, fatte, Din Kiste derved snart blir tom?

Den Tjener ei sin Herre hued, Som grov sit Pund i Jorden ned; Men tror du vel, det bedre dued Sin Aands Talent at – høkre med?

Du legte, Katten lig med Musen, Med dine Offres Kjærlighed Og lod dem fryde sig i Rusen, Til deres Krumspring du blev kjed.

De, som for Alvor optog Spøgen, Paa dine Luner brændte sig; – Men saa du ei for Virakrøgen, At andre mored sig med dig?

Du Livet som et Bal betragted, Hvor Glædens Rose blev dig rakt – For næste Dag at bli' foragtet I Mindets Skrammelskuffe lagt

Dér skal du engang frem den hente, Naar Vintren dækker Vaarens Spor; – Men husk, den Skat gir ingen Rente, Og dens Værdi er ikke stor.

Hvad vil du finde dér, naar trættet Af Tant og Fjas du søger Fred Og tænker paa, hvad du har mættet Din Sjæl paa Livets Vandring med?

En Krans af visne Blomster bare, Hvor ingen Frugter staar igjen, – Erindringstegn fra Smigrens Skare, Men intet fra en trofast Ven.

Thi han ei nøies vil som Hunden Med Smuler fra sin Herres Bord; Han vil ei slikke sig om munden For hvert et naadigt Smil og Ord;

Han vil din lette Gunst ei dele Med hver, som gaar din Dør forbi; – Han fordre vil din Sjæl, den hele, Og ak, den kan du ikke gi'!

Den har du myntet ud som Penge, Der vandrer rundt fra Mand til Mand; Den har du leflet med saa længe, At du den selv ei kjende kan.

Men engang vil dens brudte Stemmer Med Magt til Regnskab kræve dig, Og Synd, som nu dit Letsind glemmer, Med Trusel spærre dig din Vei.

Da skal du se dit Liv som Avner Forsvinde nedad mindets Elv; Da skal du mærke, hvad det gavner At vinde alt – kun ei sig selv.

Da skal du ræddes for at høre Din Ungdoms brustne Røst igjen; Da skal det runge for dit Øre: Ve den, som gav Forargelsen!

– Nu har jeg talt, og Harmens Fakkel Jeg slukker ud og kaster bort Lad Stormen slide Taug og Takkel, – Det gjør blot Pinen mere kort!

Men skal du flere Hjerter fange, Du skjønne Huldre, paa din Vei, Saa gid du ei maa møde mange, Hvem Pilen rammer dybt som mig!