Afbigt

Forbandet være du, med hvem jeg stævned For fulde Seil fra Kjærlighedens Kyst; Du, hvem jeg vied alt, hvad godt jeg evned, Hvert Haab, hver Tanke i mit unge Bryst;

Du, hvem jeg stolt med ømme Navne nævned: Min Brud, min Rigdom, mine Øines Lyst; – Nu aabnet er mit Blik, mit Sprog et andet: Forbandet være du, – evigt forbandet!

Hvor du har sveget mig! For Brød med Stene, For Vin med Gift min Mund du læsket har. Mit Liv jeg offred dig og dig alene, Og du har klædt mig som en Tigger bar.

Hvad jeg har levet, var en Farce-Scene, Hvad jeg har ønsket, Ønsker af en Nar. Jeg bad, det svundne aldrig maatte glemmes, – Hin Pøl af Mudder, ved hvis Stank jeg væmmes

Jeg kunde græde, naar paa dig jeg tænker, Og paa, hvor legende du mig forlod. Jeg kunde le af dine Hykler-Rænker Og af, hvor lidet jeg af alt forstod.

Naar jeg i Mindets Dyb mit Øie sænker, Et Satyr-Ansigt griner mig imod, Og hvileløs forfølger dig min Klage : Giv mig min Tro, min tabte Tro tilbage!

Min Tro paa alt, -- det gode med det sande, Paa Eder, Løfter, Blik og Smil og Ord; Min Tro paa Uskyld bag en snehvid Pande Og paa et Hjerte under Barmens Flor;

Min Tro, at Stolthed Ærens Værn skal danne, Min Tro paa Kjærlighedens Magt paa Jord, – Min Tro, min stakkars Tro paa alt i Livet, Som har det Lys og Værd og Indhold givet!

Du kan det ikke. Aldrig kan du bøde, Hvad du i troløst Letsind har forbrudt. Selv Taarer vækker ei til Liv de døde, Og Glemslens Lindring blir mig aldrig budt.

Mit Hjertes Kval skal dig ved Dommen møde, Min Sjæls Foragt skal følge dig tilslut. Kun èt jeg ønsker dig, – jeg kan ei andet: Forbandet være du, – evigt forbandet!

– hvor jeg var grusom, hvor jeg var forblindet Af Had og Harme, da jeg talte saa Og lod mig blænde tankeløst af Skinnet, Og Livets Vei laa for mig tung og graa.

Nu er jeg atter rolig, – nu er Mindet En Ørken-Manna, som jeg lever paa, Og varmt jeg beder, – saa er Skjæbnens Nykke: Velsignet være du, min spildte Lykke!

Velsignet være du, fordi du vied Mig ind i Eros' høie Helligdom Og ved et Ord min bundne Sjæl befried Og løste mine Længslers stemte Flom.

Det var kun kort, kun kort hos mig du bied, Du svæved bort – en Huldre, som du kom; Men om du vandtes eller atter tabtes, Du var dig selv, som du af Herren skabtes.

En Sommerfugl! Hvad kan den for, den suger I Flugt fra Blomst til Blomst sin Honning ind? Kan Skyen for, den ei lig Klippen ruger, Men skifter Sted og Form med Sol og Vind?

Hvad kunde du for, at det blot var Uger Og ikke Aar, som bandt dit viltre Sind, – At frit du fulgte din Natur lig Bækken, Som danser leende langs Rosenhækken?

Nei, jeg har ingen Ret til dig at dømme For, hvad jeg selv har villet og forskyldt. Jeg kan ei klage, om jeg maatte tømme Det Savnets Bæger, selv jeg havde fyldt.

Jeg er kun vaagnet af de fagre Drømme, Som har min Ungdoms Morgengry forgyldt, – De fagre Drømme, som gir Mod til Striden Og veier mer end mange Seire siden.

Engang i nogle bævende Sekunder Jeg har dog troet eie Lykken helt; Og jeg har anet Kjærlighedens Under, Imellem Angst og Fryd og Smerte delt;

Og jeg har følt i mindets rige Stunder, Din varme Aande har mit Liv besjælt, – Du skjønne Irrlys paa min Vandrings Veie, Hvem alle jog, men ingen fik i Eie!