Der gaar et Sagn om en, hvem Huldrens Sange
Med Koglekunster drog i Bjergets Skjød;
Dér sad han drømmende i Tider lange,
Til Kirkeklokkens Klang hans Fængsel brød.
Men hvad han høre fik som Huldrens Fange,
Med sælsom Magt for Øret siden lød,
Og midt i Livets Larm og Dagens Glød
Han længted ind igjen til fjeldets Gange. –
Saa lever ogsaa jeg paa Mindets Skat,
Og alt hvad jeg har stridt ved Dag og Nat,
Mit Hjerte dog i Huldrens Slot har hjemme.
I Livets Larm jeg vandrer om forladt;
Naar alt er taust, jeg hører hendes Stemme, –
Jeg vil ei mindes, og jeg kan ei glemme!