Naar Mandens Kjærlighed vaagner,
Den taaler Pygmalions Kaar:
En Støtte gjerne han favner,
Naar han blot favne faar.
Men engang den Tid vil komme,
Da han vil fordre mer; –
Vel da, om Elskovsgudinden
Beliver det kolde Ler!
Thi ellers hans Mod vil slappes
Som Armen om Baadens Hvælv,
Og Kjærlighedsflammen vil slukne,
Fortærende sig selv!