De fingrer paa Staten å la Rousseau,
Men Mennesket tænker de neppe paa.
De smisker for hver en naiv Utopi,
Som Tiden forlængst er lunket forbi,
Og gamle Tanker, som engang var unge,
De bringer tiltorvs med gneldrende Tunge.
De pudser op alt det forlorne Skrab
Om “Frihed, Lighed og Broderskab”.
De buldrer om “Menneskerettens” Ide,
Som Mændene gjorde i nitti-tre,
Og røres ved “Retfærdets” herlige Seier, –
Naar ingen en eneste Styver eier.
Det er en forceret engros-Import
Af fremmede Varer af alskens Sort.
Om os de passer, det gir de Pokker,
Naar kun med et klingende Navn de lokker,
Og først og fremst, naar de derved tror
At vinde en Plads i det store Kor.