Jeg løfted trodsigt Panden op mod Gud,
Og over Livet lød min bittre Klage:
Hvi deltes Skjæbnens Gunst saa uligt ud,
At nogle nyder, – andre maa forsage?
Hvi finder de, som gav hver Dag dens Plage,
Sin glade Lykke hos en elsket Brud,
Mens jeg, som fulgte blindt mit Hjertes Bud,
For hvad jeg tabte intet fik tilbage?
Da lød en Stemme, streng og mild tillige:
Kun de kan Lykken naa, der aldrig lærer
Den Ild at kjende, som dit Bryst fortærer.
Din stolte Higen er en Jakobs-Stige:
I himmelsk Glans og Herlighed den straaler,
men kun i Drømme du dens Skue taaler!