At elske varmt og se sin elskte vende
Med kold Foragt sig bort fra Blik og Bønner, –
Det er i Vaarens Stund dens Duft at kjende,
Mens stængt bag Fængslets mørke Mur man stønner.
For én, for én med Ungdoms Glød at brænde,
Mens hun en anden med sin Gunst belønner, –
Det er for Hestens Hov sit Liv at ende,
Mens Seirens Jubel gjennem Luften drønner.
Men elske den, man hader i sit Hjerte,
Tilbede den, man af sin Sjæl foragter,
Og blande Tvilens Gift med Tabets Smerte, –
Det er at slides mellem Mørkets Magter,
Det er at piskes gjennem Spidsrod-Rækker
Foruden Rast, saalangt sig Livet strækker!