Naar jeg engang tomhændt sidder
Paa de brustne Haabs Ruiner,
Og henover Livets Vidder
Dødens gustne Gjenfærd griner;
Naar jeg spørger, naar jeg speider
Efter Maal og efter Mærker
Fra de mange tabte Feider,
Hvoraf Arr i Panden værker; –
Vil de blege Lysglimt-Strimer,
Som jeg skimter gjennem Taagen,
Være nogle korte Timer,
Da jeg kun var halvveis vaagen;
Være nogle Kys, jeg rante,
Uskyldsrene, ungdomsvarme,
Mens jeg Saligheden ante,
Sittrende i hendes Arme.
Det var Livet! Efter Resten
Lønned det sig knapt at stræve. –
Men for slig en Stund det næsten
Ligevel var værdt at leve!