Jeg strakte Armen ud og Kraften kjendte,
Som svulmed ungdomsfrisk igjennem Aaren.
Jeg sendte Tanken ud, og hjem den vendte
Med gylden Sæd, paa Kundskabs Ager skaaren.
Jeg saa omkring mig, og mit Øie brændte,
Mens Alnaturen lo og sang i Vaaren
Kom hid, du Grubler, her kan fred du hente
Og lade Solens Straaler tørre Taaren!
Men træt jeg sukked: Hvad er Kraftens Kjærne,
Naar hendes Liv den ei fik Lov at værne?
Hvad er en Tanke, som blir kvalt af Tvil?
Og hvortil gavner mig Naturens Smil?
Kun hendes Aande fik den til at gløde, –
Da hun gik bort, den laa der kold og øde!