Det længe nok stod der saa bredt og gren
Det Kjæmpeskabilken paa skjøre Ben.
Det længe nok stod der og Folket skræmte
Ved bare at blunke saa smaat og kræmte
Og lade, som havde det al Forstand
Og Magt forpagtet i dette Land,
Men nu er vi kjed af de fagre Ord,
Hvoraf der aldrig et Frøkorn gror.
Nu er vi kjed af de fede Fraser,
Hvormed de sin smaalige Magtbrunst staser
Og vrænger Frihedens Høihed om
Til Masseforgudelsens Usseldom.
Nu har vi lært, hvad Slags Stof det er
I Lerkolossen, saa morsk og svær.
Nu skal det snart sig i Gjerning vise,
Hvad jerte der sidder i slig en Rise,
Og nu skal det prøves engang for godt,
Hvad Styrke der findes i slig en Skrot.