De dryppet har gjennem lange Aar
Som ætsende Gift i et aabent Saar.
Som Folk vi staar ei, hvem fælles Minder
Og fælles Forhaabninger sammen binder,
Men kun som Partier i Leire to
Med splittet Mening og splittet Tro.
Det ruget har som en Mare tungt
Paa alt, hvad der fødtes af friskt og ungt.
Hvad Tiden af spirende Tanker eied,
Har Døgnpolitikken til Marken meiet,
Og Soningens Røster blev kvalt i Skraal
Fra dem, hvem Kjænlet er Eivets Maal.
Men der vil komme en Opgjørsdag,
Naar Folk faar Syn for fin Velfærdssag, ‒
Naar først de mærker, at de, som smurte
Dem lifligst om Munden, dem lumpnest lurte,
Og op de vaagner af Febrens Rus
For Herrer at spille i eget Hus.