Jeg saa en liden Kilde,
Der sprudled op fra Dybet ;
Dens Vand var klart og kjøligt,
Og aldrig blev det udtømt.
Da sa' jeg: Lille Kilde,
Som stilt, men stadigt flyder,
Du synes mig at være
Et Kjærlighedens Billed.
Thi elskende har hvisket,
Fra Munden lærte tale,
Og Digtere har sladdret,
Fra Haanden lærte skrive.
Og dog ustanset strømmer
Dens Væld med nye Kræfter,
Og endnu er den lige
Saa ung og frisk som fordum.
Og derfor, lille Kilde,
Du er dens sande Billed, –
Saa længe Jorden grønnes,
Vil I bestandig rinde!