Da jeg misted dig, mit unge Liv,
Og min Lykke laa der, kold og stiv,
Kold som Sjøen, naar den isdækt sover, –
Aldrig tænkte jeg, jeg stod det over.
Men der er en Kraft, som alt gjør nyt:
Blodets Væv og Haab, som længst var flyt,
Troens Glød og Modets stærke Strømme
Og vort Hjertes hemmelige Drømme.
Solen bryder gjennem Skyens Bræm,
Skjulte Kilder springer atter frem;
Og lig Toner, som i Fjernet svinder,
Suser Klangen fra de gamle Minder.