Der er en Trøst, en Haabets Trøst for hver,
Som den, han elsker, ei paa Jord kan vinde, –
En Trøst, der laaner Døden Livets Skjær
Og slutter Lægedom for Savnet inde:
Hvad her er skilt, det skal forenes dér,
Hvor alt det skjulte skal i Dagglans skinne,
Og dem, som her har havt hinanden kjær,
Skal hisset Evigheden sammen binde.
Der er en Trøst, – men mig den ei beredtes;
Thi frugtløst maatte jeg min Elskov øde,
Frugtløst som Frøet, der paa Veien spredtes.
Min Kalden uden Svar i Luften døde;
Og derfor vil min Sjæl engang i Himlen
Gaa fred- og hjemløs om blandt Aandevrimlen!