Venedig

Luften er fyldt med Klokkeklemt fra firehundrede Taarne. Byens Partier ligger gjemt, paa talløse Holmer baarne.

Det Hele en østerlandsk Drøm i Stil med Kirker og Kunstmusæer, hvor Middelhavssolen kaster sit Smil over ranede Trophæer.

Sorte Gondoler skyder Fart igjennem de trange Kanaler. Snart skimtes et Kvindehoved bart, snart Fremmedes Reiseshawler.

Der lyder en ensformig, sydlandsk Sang fra de sortklædte Gondolierer. Det er, som en uimodstaaelig Trang ind i Paladserne bærer.

Der staar de, som steg de i Veiret fra usynlige Drømmeriger. De minder om Fortids Venezia med Vine og Sang og Piger.

Dæn var jo engang Desdemonas By: Aarhundreders Herskerinde! Nu lever den paa et gammelt Ry, et afbleget Fortidsminde.

Det er ikke Nutidens Venedig, hvortil den Fremmede drages, men Fortidens, mægtig i Handel og Krig, da Konstantinopel tages.

Da Arsenalet og Dogens Palads, Ca' d'Oro og Marmor-Molen og hele den prægtige Markusplads laa som en Drøm i Solen.

Paa Piazetta i Helsten staar to gamle Granit-colonner. Den røde bærer St. Theodor, den graa en vinget Leone.

Men Markauskirken i Mosaik, dens Kupler og Taarn-komplexer i byzantinsk Architektonik Beskueren rent forhekser.

O, skjønne Venedig! Hvo dig har sèt og drømt paa Canale Grande, hvor dine Palazzi et for et sig speiler i Maanelys-vande,

han følte, mens sagte Gondolen gled indunder den skjønne Rialto, at Livets Lyst i al Evighed maa bære paa Smertens Contralto.

Den lyder ei blot fra Sukkenes Bro, ud under de mørke Buer! Den lyder, naar dansende To og To gaar gjennem de prægtige Stuer.

Mens Vandet glitrer i Maaneskin, hør, hvor sørgmodig det skvulper! Det er, som græd det mod Trappens Trin, det er, som om nogen hulker.

Smertens Contralto, du Livets Ak! Opad de gyldne Facader Du stjæler dig, – ind i det lumre Gemak, ind mellem Søilernes Rader.

Hvor Roserne dufter i Maaneskin tæt ved Signora'ens Pude, lister et Smertens Luftdrag sig ind fra Smerteshavet derude.

I gylden Bronze en Engel staar pan Toppen af Campanilen. I Midnattens Luft af St. Theodor og Løven skimtes Profilen.

De sidste Gjæster har drukket ud Absinthen, – San Marco er ledig! Du var et straalende Stjerneskud, en Drøom, o skjønne Venedig!