Ved Aarsskiftet

De Handlende Det gamle Aar – spilles af gammel Mand. Det nye Aar – spilles af ung Mand. Handlingen foregaar lige for Midnat den 31. Dec.

(Den gamle Mand sidder alene paa Scenen. Foran ham et Bord, hvorpaa en Bog, hvori han skriver. Et Ur ligger paa Bordet.) Den Gamle (stum Scene). Den Gamle

(reiser sig og fremsiger folgende Monolog) Saa er da atter et Aar forbi! Om faa Minutter jeg bliver fri og kan faa gaa did, jeg ofte gik,

naar Nytaar kom efter gammel Skik. Jeg lægger Byrden paa yngre Ryg. Om bare jeg vidste, at den var tryg og kunde bære!

(Der blæses i Horn udenfor.) Ah! Hornet lyder, som melder Nytaars Ankomst hid! Hvem kan vel ane, hvad det betyder

for den, som træt er af Slæb og Slid! Den Unge (kommer ind paa Scenen). Hei, op nu, Gamle! Din Tid er omme

og dermed dit Arbeide Tomme for Tomme. Folk syntes, du blev lidt sen i Vendingen og sendte Bud til vor fælles Mor med Bøn om, at jeg maatte komme til Jord,

og kommen er jeg paa første Vendingen. Den Gamle. Ja, kommen er du, det ser jeg jo. Goddag og Velkommen, min unge Ven!

Og lang blev vel Veien, kan jeg tro, før disse Kanter du naa'de igjen, skjønt lidt for hastig du kommer vel som Fattigkjærringens Julekvæld.

Jeg har nok knap faat mit Regnskab i Orden. Den Unge. Da er det paa Tide, du faar det fat; thi du maa afsted og det i Nat,

før Nytaarssol kaster Lys paa Jorden. Om nogen Udsattelse er der ei Tale. Skynd dig; thi snart vil Hanerne gale! Den Gamle.

Ja, lad dem gale de gjorde saa før! Men det kaster ingen Mand paa Dær. Den Unge. Men skjønner du ikke, at jeg har Hast?

Skal noget gjøres, maa straks begyndes. Dit træge Væsen ei mere yndes; Verdæn vil frem uden Ro og Rast. Det gamle maa væk med Rub og Stub!

Den Gamle. Med Rub og Stub, med Rub og Stub! Det klinger kjendt for mit gamle Øre. . . Den Unge.

Hvorledes det? Lad os bare høre! Den Gamle. Jo, mindes jeg ret, saa sa' du ifjor de selvsamme grundige, dumme Ord:

Nu skal det bli' flunkende nyt overalt! Det var, som jeg hørte det gamle faldt. Nu ser du imidlertid alting staa omtrent som ifjor, da du bad mig gaa

til Hvile med alt mit gamle Stel. Syg var jeg, sa' du, til Legem og Sjæl. Jeg skulde i Grav under Sne og Gront; thi du bragte Livet nyt, friskt og skjønt.

Det var saa aparte deiligt et Ord, men alt er iaar, som det var ifjor. Det gamle Skrammel er her endnu og knager og vakler, men falder ei, du.

Folket jo loved at bedre sig og knyttede Næven fast i Lommen; men da de paa Bedringens Vei var kommen, saa stod de der og kom ingen Vei.

hvortil baade du og jeg er van. saa blev det den gamle Slendrian, Men du har vel bedre Raad iaar, saa jeg, der er gammel, Hvile faar,

og du, som er vakker, ung og stærk, faar gjøre det store og tunge Værk! Thi, sandt at sige, saa trænges her adskillig Forbedring, som du ser.

Der siges, at alt gaar sin skjæve Gang; det gjør det, desværre, med Dur og Klang. Lad se nu, min kjære, om ikke vi kan gjøre det bedre i ottini!

Den Unge. Du har altsaa endnu de gamle Anker? Er lige utilfreds, lige spids? Jo mer du ældes, jo mer du vanker,

du synes at blive des mindre vis. Lad være, at mere blev lovet end gjort, og værre gjort end fra først af lovet! Paa Jorden er det dog altid stort,

at andet bliver gjort end spist og sovet! Til Mad og Søvn har jo Mennesket Trang; thi Maven maa fyldes og Hjernen hvile, skal Tiden ei falde de Stakler for lang

og Timerne altfor langsomt ile. Saa sært, at aldrig du kan forstaa det, som er saa let og saa soleklart: det ta'r sin Tid, førend vi kan faa det,

som mest vi skatter; det har den Art. Den Gamle. Ja, denne Venten og denne Faaen og denne Skatten og denne Naaen

og denne Arten – hvad bl'r det til? Enhver paa Farten; – men ingen vil. Her en, som taler, mens mange lytter! En anden maler, hvad ingen nytter!

En tredie hugger i Sten sin Kunst! En fjerde drømmer i Taagedunst og kalder det for at spekulere! Ak! den der kunde blot resignere!

Den Unge. Saa resigner, Gamle! Her er Attesten! Igrunden gjorde du Tingen bra. Jeg tænker nok, vi skal greie Resten!

Den Gamle. Vent lidt! Men Tak skal du ellers ha'! Hvert Nytaar narrer man mig tilside: det nye kommer med Staak og Brag,

og alt det gamle skal væk, maa vide, og her skal blive en anden Dag! En hel Omvæltning, en ny Methode, en anden Vending i hele Tingen,

et Paradis paa vor arme Klodel Ak ja! saa løber man rundt i Ringen! Den Unge. Undskyla, Hr. Gamle! nu tøver du.

Jeg gad dog min Talekunst prøve nu. Den Gamle (afværgende). Hvad er det andet end IIjernespind,

end Larm og Fraser og Løgn og Vind! Saa næres Flokken med ny Forhaabning og lukker Øinene til i Mag og pudser sig til det nyes Aabning;

thi der skal Pynt til paa Festens Dag. Men ret som alting skal faa sig Skik, og der skal tales det store Ord, som løser (Gaaden, — saa slaar det Klik,

og alt gaar atter i samme Spor. Saa kommer Tiden, man sender Bud og be'r mig trine af Graven ud; thi Gamlen maa nok herfrem, kanhende,

naar Aaret skikkelig skal til Ende. Naar Hvermand skal sin Undskyldning lave for alt, han vilde saa gjerne gjort, for alt, hvori han kom slemt tilkort,

fordi han manglede Handlingens Gave. Da maa nok jeg skrive under pent paa dette Afmagtens Dokument. Den Unge.

Tror du da, Gamle, Historien dermed er ude? At ingen Fremgang fra Nytaar til Nytaar blir gjort? Læs her et Regnskab fra forrige Aar, som er stort! Sig saa, om ikke Forbedring det kan dig bebude.

Næsten jeg frygter, dit Regnskab kun daarlig du holder, – noget i Lighed med enkelte Bankers Kasserere, – derfor det al denne Kummer og Sorg dig forvolder. (rækker den Gamle Dokumentet.)

Den Gamle. (ser paa Dokumentet), Her staar Krediten vel opført i vældige Tal; Debiten mangler! Naa! Den jeg selv tilføje skal.

(læser først Kreditsiden, tilføier saa Debit.) Kredit. “A” har i Banken saa flittigen sat sine Penge, Debit.

skjøndt der var Fattige, som kunde bedre dem trænge. Kredit. “B” har i Kisten forvaret tre Tusinde Daler, Debit.

skjøndt han sin Gjæld paa langt nær ikke betaler. Kredit. Dertil har “C” sig forbedret og slaar ei sin Kone,. Debit.

Bange han ellers med Fængsel sin Brøde fik sone. Kredit. “D” har besluttet ei mere det Stærke at drikke. Debit.

Hensynets Magt i Beslutningen sees at stikke: Den Unge (river Dokumentet fra ham). Nei, er du tosset, du Gamle! Det staar ikke saa!

Lad mig faa læsel Kredit. “E” har for andre kun levet. Den Gamle

(roligt). Læs kun, og se om du bedre den Ting kan forstaa! Oftest staar Sandheden kun mellem Linjerne skrevet. (De læser og svarer vekselvis.)

Den Unge (læser Kreditsiden). “F” var en Skurk, som til Kanada røomte med Kassen. “G” derimod staar paa Listen som god Prominent.

Den Gamle (roligt). Rigtig! Kaun blev mig fortalt af Hans Madsen, “G” burde samme Veien bli sendt.

Den Unge. “H” har forsøgt paa at bli Reformator. Den Gamle. Glap det Forsøg, blev ei Skaden saa stor.

Ellers jeg fik i min Ungdom et Rand af min Mor: Fei hos dig selv, før du feier, hvor andre Folk bor. Den Unge. “I” har forsøgt sig som “Single Tax” Agitator.

Den Gamle. Ja, hvad forsøger man ei paa vor Jord! Endnu kan vist det Umulige hænde, at man faar Vand eller Sne til at brænde.

Den Unge. “J” har besluttet for Kunsten at leve, vække hos Folket Forstand paa ldèerne. Den Gamle.

Kjender han noget til Kunsten: at leve? Gaar han paa Hælene eller paa Tæerne? Spørgsmaalet er ei, som Hamlet har sag “At være og ikke være.”

Nu ved jo alle, at Livets Magt man kan til Behov fabrikere. “Ingen skal dø,” nys der stod i Avisen, som Hemmeligheden meldte:

hvis De vil leve, saa kjøb dem blot et lidet elektrisk Belte. Gaa saa forsigtig omkring paa Taa – De Hanen kan imitere –

da vil De Evnen rigelig faa til Livet at konservere. Den Unge (ærgerlig).

Er du saa færdig? Om “K” kan det siges med Rette, at ei en Plet paa hans Liv man kan sætte. Den Gamle. Spørg, om han mindes November den sjette!

Den Unge. “L” fik ifjor ikke gjort alt det Gode, han vilde. Den Gamle. Hundrede gode Anledninger kunde han spilde.

Den Unge. “M” – men saa ti dog – “M" har med Kraft misjoneret blandt Skandinaverne: har endog organiseret. . . . Den Gamle.

Blandt Skandinaverne! Bedre det havde vel været, om de paa ham havde Tamp-misjon institueret. Den U nge. “N” har i Tankerne, medens hans Taarer har rundet,

glædet sig over, at Ordet blev Hedningen sendt. Den Gamle. Var det hans Skib, i hvis Last der blev fundet Bibler og Brændevin? Sligt skal ha' hændt.

Den Unge. “O” var en dygtig, retfærdig Dommer. Den Gamle. Tænkte han selv paa Dommen, som kommer

Mangen en Dommer har dette forsømt! Var selv den første, der burde ble't domt. Den Unge. “P” – tusind “P”er var høimoralsk sindede,

og Sympathien kom Verden tilgode. Den Gamle. Formodentlig efter den nye Methode, hvorom vi sidstleden Sommer blev mindede.

Den Unge. “Q” – ja, om ham kan vi ingenting sige. Den Gamle. Hører han maaske til de Prominente?

Den Unge. “R” ær i alle Stykker hans Lige. Den Gamle. Ja, det var jo, hvad En kunde vente.

Den Unge. “S” vil med Tiden nok gjøre sig gjældende, gav jo ifjor gyldne Løfter om Flid. Den Gamle.

Nys kom et Bud fra et vist Sted meldende, Veien var brolagt med Lofter did. Den Unge. “T” – nei, nu springer vi over Resten!

Den Gamle. Kanske de skylder Penge til Præsten? Den Unge. No Sir, men her er Rosinen i Pølsen! Hør her:

“Ø” har gi't alt, hvad han eiede, til Hospitaler. Den Gamle. Bra, at du engang blev færdig med fjorgamle Taler; hele dit Regnskab er ikke en Pølsepind værd.

Den Unge (bitter). Hvad er da værd noget? Intet, slet intet at gjøre? Bare at gaa lig en Tosse i Verden omkring?

Tal, Gamle, lad os dog engang faa høre! (afsides). Sagtens han ved om høist vigtige Ting! Den Gamle

(fortroligt). Vil du ha' vide, hvad mest det gjælder om her? Inderst i Hjertet at vide, at Intet du er. SLUTNINGSSANG.

(Mel.: Bror, jag er ledsen; af G. Wennerbergs “Gluntarne”.) Den Unge (sørgmodigt). Ti, Bror, du røver mit Mod og min Lyst,

fylder med Sorg kun mit lljørte! Ungdommens Kraft banked frisk i mit Bryst; du har vendt Glæden til smerte. Alt er ikuld!

Jeg vil i Muld! Glemme, hvor bittert jeg lider. Den Gamle (opmuntrende).

Kjæreste du, ikke endnu! Snart kommer lysere Tider. Den Unge

(tvivlende). Ja, men Bror, næsten tror jeg, at Ret du haver.

Haabets Blaat visned Graat. Kom, vi det begraver! Begge.

Se saa! Den Gamle. Snart kommer Vaaren, alt Vindenes Tropper brusende gaar over Stad, over Land.

Begge. Isen vil briste og Balgerne hopper gyngende frit mod den elskede Strand. Den Gamle.

Det blir grønt i hver eneste Dal. Den Unge. Lærken triller, og Skogen er sval. Begge.

Da vil Haabet slaa Rod i vort Bryst, og vort Hjerte vil fyldes med Lyst. Det blir gront i hver eneste Dal; Lærken triller og Skogen er sval.

2. VERS. Den Unge (modigt). Tak, Bror, nu vakte du Livet igjen!

leg skal da endnu faa leve Lysere Tider skal komme, min Ven! Her til Farvel er min Næve. Nu maa du gaa,

Gamle, og saa greier vi Unge nok Resten. Den Gamle. Ikke saa braat!

Jeg har ei faat, hvad du mig loved – Attesten. Den Unge. Ja, men nu

tror jeg, du greier dig forresten. Ingen spør, naar du dør,

om du har Attesten. Begge. Haa – haa! Den Gamle.

Snart kommer Tiden, det Gamle maa falde! Hør kun, det suser i Storm over Land! Begge. Klart høres Fremtidens Horn nu at gjalde,

kalder til Strid baade Kvinde og Mand. Den Gamle. Hanen galer, nu maa jeg afsted. Den Unge.

Ret saa, Ganile, tag Hanerne med! Begge. Nu det kommer med Staak og med Brag, alt det Nye til Aabningens Dag.

Saa Farvell Lykke til paa din Tur! Lad saa blæse i Fremtidens Lur!