Jeg hørte en Smaafugl synge
sin Sang fra den lette Gren.
Jeg saa den saa freidig gynge,
mens Tonen kom let og ren.
Hvad ejer din Tone for Kræfter!
Hvad Skjønhed din simple Sang!
Du gav, hvad jeg længedes efter
og vidste det ej engang.
Slig underlig Fred den bar paa;
den slog sig i Sjælen ned.
Den kom som et deiligt Svar paa
en Bøn, som fra Læben gled.
Jeg kunde dig, Smaafugl, fange
og se dig i Øjet ind,
saa fik jeg lært dine Sange,
saa fik jeg et ydmygt Sind.
Jeg skulde dig pleje og frede
den lyse Vaardag saa lang.
Mit Hjerte du fik til Rede
og gav mig bare din Sang.
Saa skulde vi to nok synge
for Verden en Sang, kan du tro.
Saa skulde min Sjæl sig gynge
paa Tonernes bævende Bro.
Ak, Smaafaugl, det er for silde!
Mit Hjerte en anden tog.
Jeg kunde ej, om jeg vilde,
dig give den mindste Krog.
En blaaøjet Fugl jeg mødte
med en Sjæl saa ren og fin.
Den fløj mod mit Hjerte og nødte
mig til at slippe den ind.
Besøg mig, naar Solen daler,
da kommer den flagrende hid.
Dens susende Vinger svaler
lig Vinden ved Sommertid,
Saa lad dine Toner strømme
kun frit fra dit Bryst igjen.
Jeg lytter i Længselsdrømme
til Sangen, min lille Ven.
Saa jubler vi, bævende, bange,
du, lille Fugl, og jeg,
vore egne, kjæreste Sange;
men min Sang forstaar du ej.