Nu kommer Vaaren,
Solskin og fagert Veir
brusende baaren
frem mod et nyt Livs Seir.
Atter det vaagner,
spirer i Skog og Lid.
Ak! du er deilig,
deilig, du Foraarstid!
Sjælene fyldes
mere med Tro og Haab;
Livskræfter hylles
midt i din Snevands-daab.
Maægtige Længsler
vælter lig Vaarstrøm strid
indover Livet,
deilige Foraarstid!
Bryd ned! Lad ramle!
Hei, hvilket Staak og Brag!
Staklerne famle, –
Vaarbrud gjør Staklen spag.
Stærke Naturer
by'r dig velkommen hid.
Ak! du er deilig,
deilig, du Foraarstid!
Manden med Modet,
han er i Slægt med dig.
Koster det Blodet,
Fremad dog gaar hans Vei.
Mød ham og hjælp ham
frem paa hans Vei; thi vid,
han er din Broder,
deilige Foraarstid.
Han vil, hvad du vil:
løsne de tunge Baand.
Skjænk ham dit Solsmil
over hans stærke Aand!
Dybest derinde,
skjult i hans Hjertevraa,
ligger der Tanker,
Slægterne venter paa. –