Jeg skrev dig jo saa gjerne
et rigtig fagert Digt
om Reisen til det Fjerne,
om Kald og Kristenpligt, –
om alle disse skjønne
og lysende Begreber, –
om hvordan Gud vil lønne
enhver, der mod ham stræber, –
om Hjertets dybe Længsel
i Strid med Kjød og Blod,
og om det sidste Stængsel,
som faldt for Sjælens Mod.
Og det kan ingen nægte:
Begreberne er høie.
Vel den, der det kan mægte:
dem ind i Livet bøie!
At faa dem saa til Eie,
at de gaar i ens Væsen,
og ikke længer veie
dem med en Bog for Næsen.
Thi der paa Bogens Blade
de sidder fint anstrøgne
i lange Sætningsrader,
skjønt tørre nok og nøgne.
Vel den, der ud kan drage
fra Tankernes Skeletter,
fra Bog Støv, og tage
Problemer og Sujetter
med Kjød og Blod og Hud og Haar, –
(thi der maa Kjød og Blod til) –
selv om de etwas nøgne gaar:
det havde du nu Mod til.
Du gaar. Du vil, – du kan! Ja,
det burde vi jo alle;
men En maa være Mand da,
ei ræd, hvad der kan falde, –
maa midt i Offerlunden,
mens Blodet endnu ryger,
mens tung og varm er Stunden, –
ja, selv om Pile fyger,
ens Frelser lydt bekjende;
sligt høver jo Guds Præst,
skal han end derfor brænde:
Gud ved, hvad der er bedst!
Men saadan ser jeg dig at staa
paa Madagascars skjønne Ø;
og saadan vil jeg se dig gaa
med Haanden fuld af Livsens Frø
til alle Sider kastet ud, –
vil se dig gaa med Lysets Bud,
mens Livsens Brød du deler, –
mens rundt omkring dig Skarer knæler
i Bøn til Gud.