Til mig selv

Jeg er Digter, det er klart: Vers jeg skriver i en Fart. En–to–tre, saa har jeg lavet Digtet; jo, jeg er begavet!

Hvad Slags Digter? Aa, saadan en ualmindelig charmant Lyriker og Vemodsdigter med lidt Teint af Jean Paul Richter.

Thi mit lyriske Geni gyder helst en Taare i: Livet er jo fuldt af Smerter, Verden fuld af knuste Hjerter.

Dog det hændte nok iblandt, at jeg Glædens Tone fandt: lo og gren paa Lyrens Strenge, saa det klukked i mig længe.

Etwas spitz kan jeg dog være – saa'n med Synaal paa en Blære, selv om ei med lange Syle Folk jeg stikker, saa de hyle.

Hylet er saa uæsthetisk og dets Aarsag upoetisk; men lidt bitre Mandler smager godt i Puddinger og Kager.

Derfor kan en Digter trygt gi' Folk satirisk Poesi. At den dem en Smule piner, glemmer de, saasnart de griner.

Thi de dumme Mennesker taaler alt, naar blot de ler. Latteren helt syd til Nilen er jo Sikkerhedsventilen,

Faar De Latteren i Gang, kan De bruge Kniv saa lang, og den ind til Skaftet kyle; der er ingen, som vil hyle.

Efter denne Digression, som jeg haaber, De undskylder, skjønt den flere Linjer fylder – retournons a nos moutons!

Jeg gaar over til at gi, som blandt Digtere er Skik, af min egen Poesi dennes Karakteristik.

Godt, den er en Tredie-rangs noget flau, men fast Nuance, noget mellem Talis Qualis og den skjæmtsomme Vitalis.

Stil og Form har noget af Saltværksdirektør Novalis. Poesiens Indhold stjal jeg ofte ud af Juvenalis,

Haabel aa, hvor jeg kan det, allerhelst i en Spondee! Haabet er den gyldne Svane i Poetens Sangerfane.

Elske? Ja, foruden det Var jeg jo slet ei Poet; klassisk Kjærlighed mig gjæster end i græske Anapæster.

Og naar noget Stort skal frem, noget om vort Folk og Hjem, da, født ud af Tankeveer, kommer Digtet i Trokæer.

Spørger man om mit Program, jeg bekjende maa med Skam, at jeg tidt Programmet svigter; det vil sige: jeg er Digter.

35