Vi hilser dig, du hjertevarme Kvinde! Vi hylder dig, naar frem i Tidens Dag du lægger Kampen aaben for en Sag, som slægten venter paa, at du skal vinde.
Hvad bandt dig, at det trak saa længe ud, før du fik bruge dine ædle Kræfter? Mon sad du i dit Hjem og vented efter, at Manden skulde skikke dig et Bud?
Og er det nu ved ham, du bæres, af stærke Arme løftet til dit Kald: at fylkes ind i Livets Fremgangs-hæres Slagrækker over Slægtens vide Val?
Om det var saa, det var jo intet stort! Saameget turde man vel næsten vente, at Manden vilde gi' igjen som Rente af, hvad i Selvforgudelse han lod ugjort.
Men, ak, desværre! det er ikke saa! Det er dit eget Mod, din Kraft, din Længsel, som bryder Murene til Seklers Fængsel, at Sol og Lys din Hjertejord kan naa.
I Livets Mistbænk stod du længe plantet, med kunstig Varme kunstigt drevet frem; du dugde ei – saa tro'de man – til andet end Potteplante for en Borgers Hjem.
Naar høit det gik, du stod i Pris med Trøtler som Luksus for en udlevet Gourmand; til Jul brodered du ham et Par Tøfler; til Underholdning spilled du og sang.
Saa blev du høit besunget af Poeter. – Dog mest til Nytte var du – lig Poteter; og derfor luged man og hypped om dig og glædedes, naar vakkert op du kom dig.
Kun nu og da sig heltemodig hæved en Kvindearm til Kamp mod Fordoms-troldet, – en Røst, der lige Ret for Kvinden kræved; jeg nævner her blot een: Camilla Collett.
Hun stod i Stridens,første dunkle Brydning, en Heltekvinde midt i Kampens Gny for Kvindelivets høieste Betydning og peged frem mod Seirens Morgengry.
Nu kjæmpes der med Kraft langs hele Linjen; i alle Lande Sagen Fremgang faar, saa snart den med sit Krav fra Norkap naar syd over Alperne og ned til Vignen.
Vi, – Børn af Fædre, der har løftet Aaget af Negeren og næsten frigjort Jøden, vi vandrer end af Fordomme omtaaget og liegger daglig Skyld paa Skyld til Brøden;
vi har ei endnu helt og fuldt ud givet til vore Kvinder deres Magna Charta. Hun er, som fordum hun det var i Sparta, en Ting, en nyttig Ting – for Samfundslivet.
Din Tid er kommen, rust dig, Kvinde! Læg Friheds Løvkrans om din Pande! Vær Dronning gjennem alle Lande, hvem Kongebaaren kun kan vindel
Ræk os som Menneske din Haand! Vær Kvinde, men med Sjæl, med Aand!
Cookies on Poetry Cove