Den første Blomst, hvor den er underskjøn!
Med Bud om Vaar og Liv – en Bøn
fra Jordens Støv til Kraftens Gud.
Den Duft, som fra den strømmer ud,
er haab-befrugtet, længsel-svanger.
Saa er din Bog, du unge Sanger.
Den første Sol, hvor deilig varm og blid!
Den vækker Kraft til Liv og Strid
paa Fjældet og i Dalens Bund.
Den er som Smil rundt Barnemund.
Din Sang paa Rythmevinger bløde
som Solstreif fo'r mig blidt imøde.
Den første Kraft! Hvor bæver ei vort Blod!
Hvor spændes ei vort unge Mod!
Og i det kraftessvangre Nu
har ildfuld Længsel fyldt vor Hu.
Vi vil, vi kan! – I hine Stunder
gaar Bud om det, som i os blunder.